Har du baggrund i – eller interesse for den maritime verden?
Du er velkommen til at kontakte:
Chief Engineering Officer
Jytte Ravn Jyrkinewsky
Mobile: +45 308 308 06
Email: job@odensemaritime.com
Odense Maritime Technology A/S råder over alle de faglige discipliner, som indgår i design og konstruktion af flåde- og handelsskibe samt forskellige værftsopgaver. OMT har to kontorer i Danmark. Ét i umiddelbar nærhed af Odense Banegård og ét tæt på Københavns Hovedbanegård.
OMT udgør et internationalt anerkendt maritimt videnscenter ikke mindst inden for miljøvenlige teknologier og energioptimering.
Specialist i en velrenommeret international konsulentvirksomhed
Som maskiningeniør med speciale i udrustning kommer du, sammen med dine kolleger i afdelingen for outfitting, til at arbejde med alle de konstruktioner og det maskineri, som ikke indgår i skibets maskinrum. De fleste ting findes også på land – kraner, adgangsveje, hangarer og værksteder, for blot at nævne nogle. Næsten alt er dog tilpasset til de specielle krav, som det fysiske miljø stiller til drift til søs.
Afhængig af din viden om de forskellige tekniske arrangementer på et skib vil du få en grundig indføring i de processer og teknologiplatforme, som OMT arbejder med – alt sammen med henblik på at du oparbejder nødvendige kompetencer inden for en del af dette brede disciplinområde. Det forventes, at du i løbet af nogle måneder vil indgå på lige fod med dine kolleger i opgaver inden for:
Arrangement af dæksudrustning og maskineri (f.eks. kraner, redningsudstyr, indsatsbåde og droner)
Arrangement af hangarer platforme og værkstedsfaciliteter
Arrangement af brandslukningsudstyr
Konceptdesign af lasthåndtering og surringsudstyr
Strukturanalyser
Udfærdigelse af tekniske specifikationer
Udfærdigelse af byggespecifikationer
Varetagelse af samarbejde med klassifikationsselskaber, myndigheder og kunder om godkendelse
Samarbejde med systemleverandører
Som det fremgår, kan du se frem til et alsidigt specialistjob, hvor du vil have mulighed for faglig fordybelse, samtidig med at du vil indgå i tværfaglige teams med kolleger fra andre disciplinområder, kunder og leverandører af komplette systemer.
Maskiningeniør med alsidig viden om konstruktion og mekanik
Du har en baggrund som maskiningeniør, og du har allerede opbygget en bred erfaring inden for udvikling og konstruktion af mekanisk udstyr. Har du allerede erfaring med skibsudrustning fra et værft, den tekniske afdeling hos et rederi eller i flåden alternativt en leverandør af maritim udrustning, er det naturligvis en stor fordel – men ikke et krav.
Vigtigst er det, at du har en bred teknisk indsigt, og at du er vant til at arbejde med meget høje krav til kvalitet og sikkerhed for udstyr, som er udsat for ekstreme påvirkninger – som det også kendes fra vindindustrien og andre industrier.
Det er vigtigt, at du trives i et dynamisk miljø, hvor nye udfordringer og en dagsorden, som ofte sættes af kunderne, stiller krav til din beslutsomhed – uden at integritet, kvalitet og sikkerhed kompromitteres.
Du motivers af at være på forkant med udviklingen, og du ser meget forskelligartede krav og forventninger fra nicheanvendelse som f.eks. indenfor flåden eller i områder hvor el-drift er et krav eller ønske – som en udfordring og en mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt
Du har interesse for IT og du vælger altid som første mulighed at benytte den hjælp, som CAD og beregningssystemerne kan tilbyde.
Som en del af det maritime miljø ved du, at engelsk som forretningssprog er et must, og at der naturligt vil være en vis rejseaktivitet forbundet med jobbet.
En moderne virksomhed med fleksibilitet og fokus på faglig udvikling
Du tilbydes her først og fremmest et spændende og udviklende job, hvor du bliver en del af et specialistmiljø, hvor alle stræber efter at være på forkant med udviklingen og levere world class rådgivning. Samtidig bliver du del af en organisation med korte beslutningsveje og en kultur, hvor godt kollegialt samarbejde går hånd i hånd med høj faglig ambition. Dit primære arbejdssted vil være på kontoret i Odense.
Kontakt Jesper Nielsen hos PeopleLink på 6610 2015 for yderligere oplysninger, eller send os din ansøgning og dit CV hurtigst muligt jn@peoplelink.dk